
Så er endnu en arbejdsuge næsten gået. Snart er det fredag igen, og I er sikkert mange, der ligesom jeg gerne vil have en smuk buket på bordet til weekenden. Nogle af os er så heldige stadig at have blomster i haven, vi kan plukke, men den tid er også snart forbi. Så kan man gå til blomsterhandleren og fråse i alle de skønne farver, dufte og afskårne blomster.
Jeg har givet mig selv en udfordring her til vinter ‑ og det er netop ikke at styre mod blomsterhandleren i første omgang men lade haven og naturen bestemme mine fredagsbuketter fremover. Også til vinter.

For hvor klimabevidste er vi, når vi på så mange andre områder sorterer affald og tænker grønt, men alligevel køber afskårne blomster, som er dyrket på den anden side af jorden? Afskårne blomster, som er fløjet til Europa, og som er blevet kraftigt sprøjtede for at kunne klare den lange rejse til Europa. Det er ikke særlig bevidst.
Så derfor begynder jeg nu. Bedre sent end aldrig. Mine fredagsbuketter skal variere efter årstid, hele året.

I denne uge står denne smukke buket på bordet. Jeg har blandet fine frøstande fra haven med små hybenkviste.

Næste gang jeg får lyst til at gå til blomsterhandleren (som en “sidste” udvej), vil jeg i al fald spørge efter lokalt dyrkede blomster, som er i sæson. Så bliver det måske ikke en buket men en potteplante eller nogle løg. Vi får se, men jeg tænkte, at vi betragter det som en rejse og en udfordring her i vinter – og jeg håber, I er med på den!
Skriv et svar