Det er virkelig tiden for prydgræsser nu. Udbuddet i butikkerne er stort, og man kan få fine eksemplarer til en god pris. Det er en vidunderlig følelse at trække hånden igennem de forskellige prydgræsser og høre, hvordan de rasler i vinden, og forundres over deres forskellige udseende. En græsart, der udløste en sjov samtale mellem mig og nogle damer, var brunbladet star. Kender du den?

Dens latinske navn er Carex buchananii, og den findes i mange forskellige sorter. Den, jeg har fået fat i, hedder Red Rooster, og den kendetegnes dels af sin farve og dels af de spiralformede toppe. Det er altså en græsart, der skal være brun, og det var netop det, som de søde damer, der var på indkøbstur i havebutikken, reagerede på, da jeg lagde et par planter i min kurv. De troede, at jeg ville købe vissent græs. Efter at have talt lidt sammen blev vi enige om, at det var morsomt med lidt anderledes vækster indimellem, og at det er sjovt, at vi haveinteresserede kan inspirere hinanden. Jeg tror, at det hele endte med, at en af damerne også tog en krukke for at prøve den. Som hun så rigtigt sagde: ”Hvis jeg ikke kan lide den derhjemme, behøver jeg jo ikke at købe den igen næste år”. Dejligt at hun turde prøve noget nyt efter vores samtale!
Jeg synes, den er flot, og passer så godt til efterårets farver. Den skaber liv og variation. Den passer så fint sammen med f.eks. alunrod. Græsarten kan blive ca. 50 cm høj, når den får lov til at vokse lidt, og har den højde hele vinteren. Hvis man har god dræning i krukken, overvintrer den og kommer igen om foråret. Det kan jeg godt lide!
Hvad synes du om den? Er det en, du kunne tænke dig hjemme blandt dine planter?
Skriv et svar