Så er det endelig tid til at sørge for, at mine middelhavsplanter vågner af deres vinterdvale. En del planter som oliventræer og eukalyptus har overvintret i udestuen, og mine figner og citrustræer har stået i garagen under en plantelampe. Men nu er tiden kommet til at vække dem til live igen!

Nogle dage her i slutningen af februar og starten af marts har jeg haft op mod 25 grader i udestuen, når solen har stået på. Derfor har jeg været omhyggelig med at vande planterne lidt mere derude. Oliventræerne ser ud til at have det udmærket, og det eneste, jeg gør ved dem lige nu, er faktisk at klippe dem til, så de holder sig tætte og pæne, lige som jeg vil have dem.
De planter, som jeg har haft i garagen under en plantelampe, giver jeg lidt mere kærlighed. De får nu lov at flytte ud i udestuen, men jeg sørger for ikke at stille dem i direkte sollys. De får lov at stå i skyggen et par uger, så de vænner sig til varmen og frem for alt lyset. Hvis jeg havde stillet dem direkte ud i sollyset, ville de være blevet brændt af strålerne og formentlig være døde. Planterne har brug for at mellemlande i skyggen, inden de kan klare lyset igen.

Nogle planter omplanter jeg, men i år er det kun mine mindste figentræer og en eukalyptus. Middelhavsplanter behøver ikke at blive omplantet særlig ofte, i reglen hvert 3.-5. år. Ved omplantningen er det godt at bruge jord, som er specielt egnet til middelhavsplanter.

Men når det er gjort, er det bare at vente et par uger mere, til de er klar til at komme ud i det fri. Det glæder jeg mig til!
Skriv et svar