Selvfølgelig er visse ting gået galt hos mig, det håber jeg, I forstår. Jeg er langt fra en fuldbefaren gartner, og jeg begår mange fejl. Men jeg prøver altid at lære noget af det. I dag vil jeg fortælle om det, der ikke rigtigt gik, som det skulle, i denne sæson, så jeg husker det til næste år!

Uvelkomne gæster
I udestuen er min største fiasko mine pelargonier. Som I måske husker, fik pelargonierne tidligt på foråret uvelkomment besøg af lus. Jeg behandlede og blev af med lusene, men jeg må alligevel se i øjnene, at nogle af dem ikke vil længere. Her aner jeg simpelthen ikke, hvad jeg har gjort galt. Men før planterne forlader mig helt, sørger jeg for at tage stiklinger. Så kommer der da noget godt ud af det.

Visne blomster
Mine chokoladeblomster har stået flot på terrassen og blomstret i flere omgange. Men de har set sådan her ud i nogen tid, så det er ingen fornøjelse. De har nærmest ingen blomster. Hvorfor? De kræver mere jævn vanding og gødning, mere læ og primært at jeg bliver bedre til at fjerne visne blomster. De er et bevis på min dovenskab.

For små potter
Figentræerne udenfor er heller ikke så glade. Men her kender jeg også svaret. Potterne er alt for små – jeg burde have omplantet dem i foråret. Det er for sent at gøre det nu, for figentræerne skal snart begynde at forberede sig til vinterdvalen. Men jeg skal sørge for at give træerne ny jord og større potter, når jeg vækker dem til foråret.

Jeg kan godt lide at skrive ned og minde mig selv om, hvad jeg kan gøre anderledes næste sæson. Hvis jeg ikke straks har svaret, prøver jeg at finde det, så jeg hele tiden kan prøve at blive bedre. Jeg begraver mig ikke i mine fiaskoer, men glæder mig over alt det, der er lykkedes. En have er jo så fantastisk, for du får en ny chance næste år igen!
Skriv et svar