Vi er et stykke inde i januar nu, og det er ved at være tid til at kaste et blik på de planter, der overvintrer. Hvordan har de det, har vi fået uventet besøg, og er nogle af planterne døde?

Selvom det føles, som om det ikke er ret lang tid siden, jeg satte planterne ind til vinteropbevaring, er der jo alligevel gået et par måneder. Det er på tide at kaste et blik på dem, så jeg ikke begår fejl, og planterne går ud. Det er for eksempel sket mange gange, at jeg har glemt at vande.
En god tommelfingerregel er, at jo varmere en plante overvintres, jo mere lys og vand skal den bruge. Jeg overvintrer jo både planter i garagen, i udestuen og i drivhuset. Det er særligt i drivhuset og i udestuen, jeg skal tjekke planterne, for det er der, temperaturen svinger mest. Vi havde et par kolde, men solrige dage her omkring nytår, og straks steg temperaturen inde til 15 grader om dagen. Hen mod aftenen havde jeg lige akkurat plusgrader derinde. Så er det jo ikke let at være plante.

Men nogle, der virkelig trives i de svingende temperaturer, er lusene. Så vær opmærksom! Vend bladene og se godt efter. Hvis du har fået skadedyr, skal du behandle mod dem. Jeg plejer at klippe planten godt ned og så behandle med vand og sæbe. 2 spsk. brun sæbe til 1 liter vand. Det sprayer du så på planten, vær omhyggelig under blade og i folder.
Mærk på jorden, er den tør? Hvordan ser bladene ud? Vand, om nødvendigt. Planter, som taber bladene om vinteren, for eksempel figen, giver jeg vand en gang i vinterens løb, cirka på denne tid. Øvrige planter får cirka 1 gang om måneden, men det kan som sagt være mere eller mindre afhængig af, hvor varmt de står.
Så brug dine sanser – se og føl. Det kommer man langt med!
Skriv et svar