Har I også haft problemer med at få planter til at trives i udestuen i sommerhalvåret?
Det har jeg! Jeg vil mene, at det tager 1-2 sæsoner med udestuen, inden man har lært, hvilke planter der fungerer, og hvordan man bedst passer dem. I dag vil jeg give jer mine bedste tips til planter i udestuen.
Jeg har gjort mig det til en vane at flytte mine potteplanter ud i udestuen om sommeren. Især ryger alle orkideerne derud i midten af maj og ind igen, når det bliver køligere om efteråret. De kvitterer med masser af blomster!
Grønne planter som druehyld (plumosa), fingerphilodendron og aspidistra er glade for at stå i udestuen om sommeren. Druehylden har tynde blade og har brug for lidt mere vand end fingerphilodendron og aspidistra, men den vokser virkelig godt.
Druehyld
Aspidistra – det er også flot at klippe et blad af og sætte det i en vase.
Eucalyptus – Findes i mange former, som fritvoksende, som buske eller opstammet. Trives lige godt inde i udestuen som udenfor og er en utrolig nem og taknemmelig plante.
Eucalyptus – en personlig storfavorit.
Middelhavsplanter – Oliven og citrustræer er nemme at have med at gøre og tåler varme og stærkt sollys, men husk at give dem vand nok. Særligt citrustræerne er tørstige i de varmeste perioder.
Oliventræerne må gerne vokse vildt hjemme hos mig
Uanset hvilke planter man vælger, er der selvfølgelig ingen, der trives, hvis det bliver for varmt. Så luk dørene op på de allervarmeste sommerdage og brug tricket med at stikke fingeren et stykke ned i jorden for at mærke efter, hvor tørstig din plante er.
Skriv et svar