Jeg har tænkt mig at starte en ny kategori op her på bloggen, som vi kalder Indretningstips. Jeg har jo allerede lagt første indlæg i kategorien ud, hvor jeg fortalte lidt om at tænke modsat. Hvis du gik glip af det, kan du finde det her.
Men over til det, vi skal se lidt nærmere på i dag… nemlig farver!
Det med farver kan virkelig være en jungle. Man kan bruge flere timer på at finde den rette nuance eller farvekombination. Men hvordan skal man tænke, når man skal vælge farver?
Hvidt, sort og gråt er de farver, vi ser allermest af i dag i boligindretningen. Men det er også meget svært at få indretningen til at hænge sammen, når alt for eksempel er hvidt.
Du skal tænke på følgende, hvis du indretter med disse farver:
Hvidt
Har du hvide gulve, vægge og lofter, skal du sørge for at få et element ind, som skaber et roligere indtryk og giver øjet noget at fæstne sig ved, et stort tæppe for eksempel. Da jeg stylede denne udestue, som både har hvide gulve og vægge og hvide udestuepartier, valgte jeg et sisaltæppe. Dels for at få et roligere udtryk, dels fordi det virker meget varmt og fungerer som en mellemnuance mellem det hvide og min accentfarve, som i dette tilfælde er gult.
Gråt
Gråt er en af de farver, der suger allermest lys til sig, så sørg for meget belysning, hvis du vælger grå vægge.
Sort
Sort er en meget dominerende farve, men den er også fantastisk til at fremhæve andre farver. Det siges, at alle rum skal have en sort detalje, netop fordi det fremhæver andre farver og giver ro, og jeg er helt enig!
Skriv et svar