For nogle dage siden viste jeg, hvordan jeg har indrettet vores trædæk uden for udestuen. Nu vil jeg vise jer nogle af de planter, jeg har valgt at have i krukkerne i år.
Jeg har et lidt større, vildtvoksende oliventræ, som jeg er meget glad for, og det er naturligvis kommet med herud også i år. Det er nok ingen hemmelighed, at jeg er glad for grønt. Ofte foretrækker jeg det frem for en masse klassiske sommerblomster.
Jeg satser også ofte på stauder, dvs. flerårige planter, i mine krukker. Jeg oplever, at de tåler den vindomsuste, vestvendte terrasses beliggenhed bedre. Nogle af stauderne lader jeg overvintre i krukkerne, mens jeg planter andre ud i et bed, når vi nærmer os efteråret. På den måde kan jeg få glæde af dem i mange år.
Planter, jeg har valgt i mine krukker i år (og hvorfor):
Vedbend – giver den grønne farve, der skaber et roligt udtryk omkring beplantningen, og fremhæver samtidig materialerne rundt omring som fx facaden og rottingkrukkerne.
Muhlenbeckia (pletter i luften) – har virkelig godt af at komme ud. Jeg overvintrer dem altid i mit uopvarmede drivhus, og de kommer år efter år. Jeg tror, jeg har haft dem i 4-5 år nu.
Lavendel – jeg har valgt den hvide lavendel for at fremhæve den hvide farve i tæppet og de hvide detaljer udenfor.
Alunrod – fantastisk plante, som meget fint fremhæver farven i vores rødbrune teglfacade.
Kæmpeverbena – får en flot højde, som er god til at skabe rumfornemmelse. De blomstrer langt ind i efteråret.
Småblomstret salvie – jeg valgte de lilla nuancer i år, og den småblomstrede salvie blomstrer fint nu, mens kæmpeverbenaerne vokser til. Hvis man er god til at klippe dem ned, når blomsterne visner, blomstrer de hele sæsonen.
Rosmarin – skøn at have ved hånden, når der skal grilles til sommer.
Skovjordbær – de er bare skønne! Alene det burde være en grund til at have dem med i beplantningen. Min snart 4-årige søn Ebbe vil elske dem i sommer.
Skriv et svar