Jeg kan godt lide at ændre indretningen efter årstiderne, men jeg gør det gerne lidt efter lidt. Det er et lidt for brat skift for mig at gå direkte fra sommerens skønne pasteller til at bore mig ned i efterårets lidt mørkere farveskala. Jeg laver som regel en sensommeropdatering først, så det ikke helt bliver efterår endnu.
Jeg ville vise jer, hvordan man med små, enkle midler kan forandre indretningen i et rum. I genkender måske denne udestue, som jeg har vist før her på bloggen. Men nu vil jeg give den et enkelt sensommerlook i stedet.
Som I kan se på billederne ovenfor, er det meget lyst og grønt. Jeg vælger derfor at fjerne de lyseste puder, i dette tilfælde to, for at få en lidt mere afdæmpet farveskala og i stedet fremhæve de lidt mørkere puder, som faktisk har været der hele tiden, bare lidt mere i baggrunden.
Jeg tilfører også to nye puder med lidt mønster og flytter tæpperne på stolene frem.
Hvis I ser på hylderne i baggrunden, har jeg fjernet de grønne, mønstrede æsker, som var meget iøjnefaldende, og i stedet sat to planter holdt i lidt violette toner. Jeg har også fundet en fin, gammel trææske og nogle fyrfadsstager, som kan pynte på bordet sammen med orkidéerne.
Et fåreskind i en af stolene skruer op for hyggefaktoren.
Jeg kan ikke få for mange grønne planter!
Sådan har jeg gjort:
- Fjernet de to lyseste puder, flyttet de lidt mørkere puder frem, der allerede var der inden, og suppleret med to nye, mønstrede puder med granatæbler og blommer på.
- Fjernet detaljer, der var meget dominerende i indretningen, dvs. de mønstrede æsker på hylden og kaktusserne med kupler på bordet.
- Tilføjet lidt mørkere trædetaljer på bordet, som sammen med orkidéerne gør det lidt mere afdæmpet.
Jeg håber, det kan inspirere jer til at ændre jeres egen indretning med små midler. Næste gang gør vi det endnu mere efterårsagtigt.
Skriv et svar