Entréen i vores hus har været en svær nød at knække for mig rent indretningsmæssigt. Jeg ville gerne have et tapet med mønster og farver, som kunne give et varmt og hyggeligt indtryk, men det har ikke været let at finde det rigtige til vores smalle entré.
Jeg var i al fald overbevist om, at jeg ville have et vindue for enden af entréen for at fjerne den fornemmelse af korridor, man ellers let kan få i smalle, L-formede entréer. Som sagt, så gjort. Vi fjernede et klædeskab og fik sat et stort vindue i fra loft til gulv. Sikket lysindfald! Det vil I forstå, når jeg kan vise før- og efterbilleder.
Indtil da vil jeg vise jer det moodboard, jeg lavede, da jeg lagde mig fast på, hvordan entréen skulle se ud. Her var det faktisk det tapet, vi bestemte os for, der satte stilen. Det er virkelig et tip, jeg gerne vil dele med jer. Find et udgangspunkt, for eksempel et tapet, en pude eller et maleri, og brug det som basis for stylingen. Det er en god idé at lave et moodboard, det er meget lettere at danne sig et overblik over sine valg og tilføje eller fjerne ting, der ikke passer ind.
Et andet tip er at låne tapetbøger med hjem fra farvehandlen for at teste tapeterne i forskelligt lys i det rum, der skal tapetseres. Der kan være utrolig stor forskel på farvenuancerne afhængig af lyset der, hvor tapetet sættes op. En regel, jeg også bruger, er, at de forskellige verdenshjørner har forskellige typer af lys:
Koldt lys = nord og øst
Varmt lys = vest og syd
Vi er ikke helt i mål endnu, men jeg håber, at jeg snart kan vise jer det endelige resultat.
Skriv et svar