Hej,
har I været i skoven og lede efter bær i sommer? Jeg elsker virkelig de vilde bær som skovhindbær og blåbær, men hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg ikke, det er specielt sjovt at plukke dem. Derfor blev jeg superglad, da min mor kom forbi med en masse blåbær forleden. Der var lige til en tærte, og den smagte virkelig skønt, så i dag får I opskriften. Jeg bruger den med alle mulige bær, og de bliver alle supergode.
Opskrift på blåbærtærte
Ca. 1 liter blåbær (afhængig af formen og hvor “tyk” tærten skal være)
100 g smør
1,5 dl hvedemel
1,5 dl sukker
1 dl kokosmel
1 dl havregryn
Evt. ½ dl sukker til at drysse på bærrene
Sådan gør du:
- Læg blåbærrene i en tærteform, og drys dem eventuelt med ½ dl sukker, hvis du ønsker en lidt sødere tærte.
- Bland smør, hvedemel, sukker, kokosmel og havregryn til en smuldret dej. Læg den oven på bærrene i tærteformen.
- Bages ca. 30-40 minutter i ovnen ved 175 grader. Tærten skal være let gyldenbrun på overfladen.
- Server med letpisket flødeskum eller vaniljesauce.
Velbekomme!
Skriv et svar