
Vi har jo alle forskellige behov for at koble af, og haven har længe været min store afkobling. Det samme gælder, når jeg sidder på en hesteryg. Så eksisterer der intet andet. Men en ret nyfundet interesse, jeg har fået de seneste år, er at plukke svampe. Særligt tragtkantareller. Skovene heromkring vrimler praktisk talt med dem i år. Så glemmer jeg alt omkring mig!
Det var min svigermor, som for et par år siden tog mig med ud på svampetur og lærte mig om nogle af de mest almindelige svampe. Hvordan man kan kende dem, så man ikke tager de forkerte. Indtil videre holder jeg mig til almindelige kantareller, tragtkantareller og karl johan-svampe. Det er vild luksus at have et lager af dem.

Det er som sagt total afkobling for mig. Men der er jo ulemper ved alt, ikke? I dette tilfælde er det helt klart, når man skal hjem og rense svampene. Så er det en stor luksus og virkelig hyggeligt at kunne gøre det i udestuen. Det gør på en eller anden måde arbejdet lettere.
For selvom det er lidt køligt udenfor nu, vinden suser, og det føles virkelig efterårsagtigt, har jeg det dejlig varmt herinde. Solen kigger frem ind imellem, så her bliver ekstra skønt varmt. Jeg er glad for hver eneste dag, jeg kan sidde her i udestuen nu.
I dag var det svamperensning, i morgen bliver det nok lidt motion. Sikke mange ting, man kan bruge en udestue til!
Skriv et svar