
Han har fulgt mig i snart 10 år og er nok et af mine kæreste indslag i haven. Han kommer altid ud en gang i maj og forgylder livet på terrassen helt ind i oktober. Det er ikke min mand, jeg taler om (han forgylder mit liv hele året), men min “lille, gamle havemand”.
Jeg købte ham på en havemesse, og det har jeg aldrig fortrudt. For jeg anede ikke, hvor skønt det ville være med rislende vand i haven. Jeg havde længe drømt om en dam, men jeg fandt hurtigt ud af, at en gammel zinkbalje med en lille fontæne i er helt perfekt for mig.

Min balje står placeret det mest skyggefulde sted, jeg har udenfor, bag en stor krukke. For jo mindre den bliver udsat for solen, desto mindre algevækst får den. Det skal man lige tænke på. Jo mere solrigt den står, jo mere algevækst får man. Men det er som regel intet problem. Jeg skifter vand i min balje en gang pr. sæson, og så skrubber jeg samtidig kanterne med en opvaskebørste.
Så man behøver ikke altid gøre det meget besværligt. I dag kan man få mange flotte fontæner i forskellige størrelser og design. Og det behøver jo ikke engang være en fontæne, men måske bare et flot fuglebad eller et spejlbassin. For jeg vil påstå, at det er et plus for alle haver og udepladser med en form for arrangeret vand.

Skriv et svar