
Nu begynder jeg at kunne nyde de skønne kaffepauser i udestuen. Jeg vil påstå, at lige nu er det den bedste tid med udestue (og drivhus også for den sags skyld…). Når man kan møde forårssolen og dens varme i et rum af glas. Og det gør det hele endnu bedre, at man kan dække op til en kaffepause her. I dag kommer en variant af en stor favorit – fastelavnsbollen!
Kært barn har mange navne. I Sverige kalder man dem også “semler”, og det er en stor favorit hos mig. Her i Sverige spiser vi jo denne lækre bolle fyldt med marcipan og flødeskum, mens man i det øvrige Norden mere spiser dem fyldt med syltetøj eller vaniljecreme. Men i dag vil jeg give jer en opskrift, som jeg er meget glad for, og som måske betyder, at alle I, der ikke er specielt vilde med den traditionelle fastelavnsbolle, kan glæde jer over de fantastiske smagskombinationer.

Fastelavnsbollekage
150 g smør
100 g marcipan
2 tsk. stødt kardemomme
2 dl sukker
3 æg
2,5 dl hvedemel
Flødeskum
Sådan gør du:
- Tænd ovnen på 175 grader. Klem et stykke bagepapir fast i bunden af en springform, smør formen og drys kanterne med rasp.
- Smelt smørret i en rummelig gryde. Tag gryden af pladen.
- Riv marcipanen ned i gryden, og pisk massen sammen med kardemomme og sukker.
- Slå et æg ud ad gangen, og pisk dem i. Rør til sidst hvedemelet i.
- Fyld dejen i formen, og bag kagen midt i ovnen i 20-22 minutter. Den skal være lidt blød i midten.
- Lad kagen køle helt af, gerne koldt.
- Dekorer med flødeskum og drys med lidt stødt kardemomme.

Velbekomme!