Har du også nogen gange undret dig over, hvordan alle boligmagasinerne og de store boligblogs altid har masser af flotte tekstiler, puder og plaider med på billederne af udepladser på denne tid af året? Jeg har sukket mange gange og konstateret, at ja, det ser jo fantastisk pænt og indbydende ud på billedet – men hvor praktisk er det egentlig, og hvordan kan man blive ved med at holde det pænt? Selvfølgelig skal vi også indrette udearealerne – men vi er nødt til at være smartere, end når vi indretter inden døre!

Jeg glæder mig mere for hvert år, der går – for sortimentet af tekstiler til udendørs brug bliver hele tiden større. Branchen har endelig forstået, at vi gerne vil indrette vores udepladser og gøre det med de rigtige produkter. For et gulvtæppe, som er lavet til indendørs brug, klarer sig ikke lige så godt i et drivhus, i en udestue eller på en udeplads. Hvorfor ikke? Svaret er fugt og UV-stråling.
Det med fugten er nok indlysende for mange. Selvfølgelig regner det på terrassen, der kommer kondens i drivhuset og udestuen, og der er store temperaturudsving. Men man glemmer ofte UV-strålingen, som i de fleste tilfælde er den store synder. De puder og tæpper, som er tilpasset til udendørs brug, er ofte UV-behandlede. De modstår bedre de skadelige stråler og falmer ikke lige så hurtigt.

Jeg har et gulvtæppe på min udeplads, som er beregnet til udendørs brug. Det er fremstillet i et materiale, der hedder polypropen. Ingen naturmaterialer, så langt øjet rækker, men med gode egenskaber til at klare prøvelserne. Materialet har stærke vandafvisende egenskaber, så selv om der lander en ordentlig regnbyge på tæppet, tørrer det hurtigt.
Men hvad så med puder? Hvad skal man gøre med dem? Der findes naturligvis også puder, som er tilpasset til at blive brugt udendørs. Men jeg kan ikke rigtigt lukke øjnene for den tydelige plasticagtige følelse, man får. Jeg vil gerne kunne hvile hovedet mod en pude, uden at det knitrer. Derfor har jeg valgt at bruge pudebetræk og inderpuder til indendørs brug. MEN – der er et stort men her (ha ha) – jeg tager altid konsekvent puderne ind om natten og ved regnvejr. Så jeg lader dem kun ligge ude på varme solskinsdage. Det er lidt mere besværligt, men dovendyret i mig har fundet frem til et antal af puder, som jeg kan have i favnen, og det har jeg det fint med. Jeg har heller ikke valgt de allerdyreste pudebetræk, da jeg ved, at solen vil have gjort sin virkning på dem om tre-fire år.

Så sørg for at vælge produkter, der er lavet til udendørs brug – eller vær bevidst om konsekvenserne, hvis du ikke gør!