Kan I huske, at vi byggede en pergola over vores ene udeplads sidste år? I kan tro, jeg nyder den nu! For hvis der er noget, den er allerbedst til, er det at give kølighed. Et køligt, grønt rum, som alle burde have!
Vi byggede faktisk pergolaen for at få en form for tag over denne del af haven, så den ville virke mere hyggelig. At pergolaen også gav naturlig skygge var et ekstra plus. Der er faktisk for stor afstand mellem plankerne på taget i forhold til deres højde til, at de kan give en naturligt dækkende skygge. Jo højere planker man vælger på taget, desto mere naturlig skygge får man. Jeg håber, I forstår, hvad jeg mener!
I stedet for at nøjes med den naturlige skygge har jeg plantet vildvin, som skal klatre op ad stolperne, for jeg vil have et grønt tag. Det grønne skal ganske enkelt skabe skygge. Jeg overvejede længe at plante vinranker, men indså efter et stykke tid, at jeg formentlig alligevel ikke kunne have vindruerne i fred. Solsortene flyver ind i drivhuset og spiser af mine vindruer derinde, så pergolaen ville jo være en åben spisestue for dem. Desuden ville de give mig en masse fugleklatter som tak for mad!
Så jeg er glad for mit valg af vildvin, som også får en superflot farve til efteråret. Det glæder jeg mig til. Ligesom jeg har glædet mig til at sidde her på varme sommeraftener. En udeplads, som er god en stor del af året!