
For nogle år siden byggede vi en pergola over en udeplads, vi havde skabt nogle år før. Det er her, vi opholder os på virkelig varme sommerdage, for det er næsten det eneste sted, vi har skygge. Her skal smukke vildvin danne et grønt tag, men indtil da har vi brug for lidt hjælp med at skabe den optimale skygge. I dag skal I få et nemt og billigt råd.
Pergolaen blev bygget for at skabe lidt ekstra skygge og naturligvis for at indramme dette lille rum i haven. Det er som sagt et af de få steder med skygge i vores have, men solens stråler titter igennem hist og her. Mens jeg venter på, at vildvinen vokser og dækker taget med sit smukke løv, har jeg spændt en fiberdug op i taget. Jeg synes, det er en perfekt løsning.

Fiberdugen, jeg har brugt, er den samme som den, man bruger til at dække planter med på friland. Den kan købes hos Willab Garden, du finder den her.
Fordelen ved at bruge en fiberdug i stedet for f.eks. sejldug er, at vand kan løbe igennem. Da fiberdugen kun skal give skygge, er det ikke meningen, den skal holde vandet ude. Sejldug er fint nok, men den skal “tømmes”, så snart det har regnet en smule.
Så nu er det mig, der sidder her under fiberdugen i pergolaen og venter på, at vildvinen vokser sig stor i sommerens løb.