
Fordi jeg har arbejdet som florist i mere end halvdelen af min karriere, har jeg altid betragtet afskårne blomster som en selvfølge. Men det er en virkelig overflødig ting. Blomster, som dyrkes overalt i verden for at kunne sendes op til os i Norden og se godt ud et par dage. Hvorfor? Det er noget, jeg i højere og højere grad spørger mig selv om, og jeg har samtidig fået øjnene op for, hvad der findes herhjemme.
Det er jo så let at smutte forbi blomsterhandleren og købe en flot buket med hjem, der kan pynte på bordet til jul. Let, men måske ikke så bæredygtigt for hverken miljøet, tegnebogen eller en selv.
Jeg kan jo godt lide, at planter kan arbejde flere gange og ikke kun bruges én gang og så blive smidt ud. Derfor er potteplanter så gode på denne årstid. Vi har jo en del, som er dyrket lokalt, og som er utrolig smukke.

Et eksempel er julerosen – der er mange gode avlere heroppe nordpå, og er de ikke bare smukke i al deres pragt? De er gode at have på bordet, og når der ikke længere er plads til dem indenfor, planter jeg dem ud i haven, så jeg kan have fornøjelse af dem igen. Efter nogle år får de nye blomster, og så kan jeg i januar og februar gå ud og plukke mine egne små buketter til at sætte på bordet. Igen og igen.
Så når du køber blomster til jul – og det skal vi naturligvis gøre – så tænk lige over, hvor blomsterne kommer fra. Måske køber du en lokalt dyrket julerose og stiller på bordet i stedet for buketten, som er blevet fragtet langvejs fra?
Skriv et svar