
Vi har vel alle af og til følt, at vi ikke rigtig har fået det til at fungere på hylden, skænken eller et sidebord? At indretningsdetaljerne ikke rigtig matcher og skaber harmoni? I dag vil jeg give jer mine bedste råd om, hvordan man skaber stilleben – noget du kan bruge både inde og ude.
Men hvad er et stilleben? Jeg vil beskrive det som en gruppe genstande eller indretningsdetaljer, som arrangeres på en hylde, skænk osv. Det kan måske virke ligegyldigt i det store billede, men det er virkelig de små ting, der binder en hel indretning sammen. Og omvendt kan det også “ødelægge” en fin indretning, hvis man ikke har fået det til at fungere. Så her kommer mine tips til, hvordan man får det til at lykkes!
Jeg kan godt lide at blande en masse forskellige ting, alt behøver virkelig ikke matche eller have en rød tråd. Det gør det lettere, hvis du har mindst to ting, som er i samme farve, materialer eller i samme stil.

- Forskellige højder
Jeg kan godt lide at placere den højeste genstand til venstre for centrum på f.eks. den skænk, jeg skal arrangere ting på. Undgå at placere den højeste genstand i midten, det giver en forventning om, at genstandene er i symmetri. Du skaber let forskellige højder på genstande ved at placere dem på liggende bøger. Bøger er virkelig uvurderlige i denne sammenhæng. Vælg gerne bøger i samme stil og nuance som indretningsdetaljerne.
- Kontraster
Sørg for, at der er forskellige overflader og struktur på tingene, du vælger. Har du for eksempel en krukke eller vase i keramik, så sæt et par fyrfadsstager i glas. Har du mange glatte overflader, så brug genstande med grovere overflade eller struktur.
- Tilsæt personlighed
Sørg for, at der er noget iøjnefaldende, gerne personligt, som stikker ud og giver arrangementet noget uventet. Tænk på, at der skal være noget, nogen kan spørge dig om. En ting, der kan fortælle en historie, i stedet for spørgsmålet om, hvor den er købt.

- Grønt gør det lettere
Så snart du får en plante, nogle kviste eller grene ind, får stillebenet et helt andet liv. Så uanset placering kan man arbejde med enten levende planter eller tørrede grene.
- Forskellig dybde
Det virker ofte som en selvfølge at placere tingene i forskellig højde, men husk også at få dybde i dit stilleben. Placer nogle ting længere fremme og noget lidt længere bagved. Et maleri, en bog eller et spejl kan du for eksempel læne mod væggen bagerst. Det giver en ekstra dimension!

Til sidst er mit allerbedste tip at prøve, prøve, prøve! Du bliver ikke mester med det samme, men det bliver du efter at have øvet dig meget. Så bliv ved at øve dig! Byt om på tingene og se, hvordan de kommer til at stå og ændre udtryk afhængig af sammenhængen.
God fornøjelse!
Skriv et svar