En lun søndag i juni havde jeg den store ære at besøge en mystisk og næsten lidt hemmelige have. Vargaslätten, som haven hedder, ligger uden for Halmstad i Sydsverige ikke ret langt fra, hvor jeg bor. Haven blev anlagt i begyndelsen af det 20. århundrede og har stået urørt i mange, mange år. Indtil nu.
Haven blev anlagt i starten af det 20. århundrede af vestkystarkitekten Sigfrid Ericson og hans kone Ruth, der begyndte at opføre et stort hus af tømmerstokke på stedet. Derefter voksede haven frem. Det var utrolig vigtigt for Sigfrid at give plads til skoven, og naturen har hele tiden været i fokus, mens man med stor omhu har gravet damme, opført mure og omlagt vandløb.
På et areal på 14 ha var der virkelig plads til at skabe en have ud over det sædvanlige. Sigfrid og Ruth planlagde, tegnede, anskaffede og plantede eksotiske planter fra hele verden.
Vargaslätten – som haven kaldes, fordi man før i tiden så ulve (“varg” på svensk) ligge og sole sig i skovbrynet – blev Sigfrid Ericsons store mesterværk. Ved siden af de mange kirker, museer og privatboliger, han nåede at designe inden sin død sidst i 1950’erne.
Den smukke pergola, som vi mødte i begyndelsen af haven, deler den op i den lidt mere stramme del med fint slået græsplæne og den mere fritvoksende del, hvor naturen råder. Jeg kan forestille mig, at mange samtaler har fundet sted under denne pergola, og jeg blev utrolig imponeret over alle detaljerne. Hvordan det grønne spejler sig i de indlagte stenplader i bordene, hvor omhyggeligt alt er konstrueret, og hvor smukt det hele er ældet.
Noget af det, der betog mig mest under besøget, var hvor gennemtænkt alting var. Ned til mindste detalje. Haven er virkelig et kunstværk, og jeg er gå glad for, at den både har kunnet stå urørt i så mange år, og at de nuværende ejere langsomt begynder at lukke op for denne perle.
Skriv et svar