
Det har været en lang, tør og mørk vinter for mine stakkels myrtetræer. Men nu har de endelig fået lov at komme ud fra den sølle vinteropbevaring, som i år måtte være mit køkkenvindue.
Myrtetræer er virkelig skønne, men de kan være en anelse vanskelige at passe, hvis man ikke i forvejen ved, hvad man skal gøre. Her kommer nogle tips fra mig:
Hvis du lige har købt et myrtetræ, anbefaler jeg, at du planter det om i en større potte. De vil gerne have meget vand, og det er lettere at holde en jævnt fugtig jord i en stor potte. Brug en almindelig blomsterjord af god kvalitet. Jeg plejer at vande dem hver anden dag lidt afhængig af, hvor de står. En jævnt fugtig jord er som sagt det vigtigste.

Når risikoen for frost på min altan er overstået, stiller jeg dem altid derud, for der trives de allerbedst. Her kan de så stå hele sommeren og vokse sig fine. Jeg giver dem næring hele sommeren, cirka en gang om ugen.
Hvis du kan lide at tage stiklinger, kan jeg virkelig anbefale dig at tage dem af myrten. En af mine kolleger har gjort det mange gange med virkelig gode resultater. Jeg tænkte, jeg selv ville prøve det til sommer.
Så selvom myrten kan kræve lidt ekstra omsorg, er den belønning, de giver med deres skønne duft og karakteristiske udseende, det hele værd.

Skriv et svar