
Jeg kan tydeligt huske, hvor begejstret jeg var for at skære mit helt eget græskar, da jeg var mindre. At skære øjne, mund og næse, så det blev min helt særlige”Jack O´lantern”, som de jo kalder dem i USA. Og jeg kan se, at den samme interesse og begejstring findes hos mine børn i dag, og at højtiden Halloween virkelig er eksploderet her hjemme! Men hvis jeg kan få lov at vælge nu, som voksen, så nyder jeg gerne (og hellere) alle de græskar, som ikke har øjne, næse og mund.
Da Rebecca og jeg sad og snakkede sammen for noget tid siden under indspilningen af vores podcast ”Hanna och Rebeccas Trädgårdsliv”, besluttede jeg mig for at dyrke mine egne græskar til næste sommer. For man vil jo gerne have mange af dem! I mine øjne er de allersmukkeste græskar dem, der er lidt naturfarvede. Grønne, hvide, grå og så de små orange og gule… ja der findes virkelig så mange flotte græskar!

Rebecca anbefalede mig at gemme frøene fra de smukke græskar, som jeg har indkøbt her i år. Så kan jeg nemlig plante frøene til foråret, og på den måde kan jeg høste mange flotte græskar næste efterår. Det har jeg helt klart tænkt mig at gøre. Så et godt tip, jeg kan give jer i dag, er at skrabe nogle frø ud af de her skønheder, før I smider dem på komposten. Læg frøene på et stykke køkkenrulle, og lad dem tørre ved stuetemperatur. Derefter skal de opbevares mørkt indtil foråret, hvor du så lægger dem i jorden.


Det er vild luksus, at jeg næste år kan høste små søde pyntegræskar, eller at mine børn kan dyrke hver deres store orange græskar, som så bliver deres helt egen Jack O’lantern til næste år.
Skriv et svar