
Det er lidt mere besværligt at få afløb for sin kreativitet på denne årstid! Men på den anden side, når man ikke har adgang til så mange materialer eller en bugnende have, er det også der, man bliver bedre og udvikler sig.
For en uges tid siden sad jeg nemlig hos mine forældre og så ud over et gråt og regnfuldt landskab. Jeg lagde mærke til den filtrede masse, som Humleplanten havde efterladt sig i haven. Jeg for ud med beskærersaks og affaldspose og begynde at rive og flå i de gamle grene. Wow! Det her bliver helt perfekt til et eller andet … Ja, for jeg begynder ofte med ikke at ane, hvad det skal blive til.
Men noget blev det til, og jeg er ret vild med det – en flot krans, som ikke har kostet mange kroner. Ikke mere end tråd og lidt forårsløg. Det bedste ved at gøre det selv er, at man kan lægge lidt ekstra til i størrelsen, og det gør ikke noget, hvis den ikke bliver helt perfekt, for man har jo selv lavet den.
Men hvordan gjorde jeg så? Det fortæller jeg her i tre enkle trin!
- Jeg begyndte med at lave en ring af birkeris for at få kransen stabil, når jeg nu ville have den så stor.

- Efter at jeg havde fået den stabilitet, jeg ønskede, begyndte jeg at sno den filtrede humle rundt og bandt efter med en tråd.

- Til slut formede jeg det sidste og satte bånd og løgplanter på. Færdig!

Så tag en runde i haven og se, hvad du kan bruge til at lave din helt egen krans!


[…] tænkte, at jeg lige så godt kunne starte stort. Jeg fandt den her gamle krans stående bag drivhuset. Jeg havde gemt skelettet, fordi jeg tænkte, at den kunne være god at […]