
Jeg har altid været glad for at skabe stor effekt med få materialer. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv på den måde ved at stille begrænsninger op men alligevel få et flot resultat. Derfor blev det en flot vinterdekoration i en krukke, som jeg ellers måske bare for nemheds skyld ville have fyldt med grangrene. Det havde også været fint, men det her er da lidt sjovere, ikke?
Krukken har tidligere være fyldt med jord efter efterårets beplantning. Jeg lod jorden være, fordi den er perfekt at stikke ting ned i. Mange ville nok have sagt, at man skulle bruge oasis eller noget lignende at stikke i, men jorden fungerer også glimrende. Når det frosten kommer, fryser alle grene fast i jorden. Bare sørg for, at der er hul i krukken, så vandet kan løbe ud, ellers risikerer du, at krukken bliver frostsprængt i vinterens løb.

Jeg har arbejdet på den måde, at jeg har placeret høje grene og kviste i midten, og så har jeg arbejdet mig nedad og rundt. Til sidst valgte jeg at lave en ret bred “nederdel” på krukken forneden for at få en pæn afslutning. Jeg har blandet en masse forskellige stedsegrønne materialer og ganske enkelt taget det, jeg havde ved hånden.
Hvis man har lyst, kan man dekorere med kogler, æbler, grene og en masse andet, som holder sig godt om vinteren. Her er det kun fantasien, der sætter grænser!
Det er perfekt at lave den slags i potter med stauder, som visner ned om vinteren. Så må man være lidt mere forsigtig med ikke at trykke for tykke grene ned, men tyndere kviste fungerer fint, det tager planten ikke skade af.

Blev det ikke flot? Lyskæden betyder desuden, at jeg også kan nyde vinterdekorationen efter mørkets frembrud.
Skriv et svar