Plante smil og plante solskin. Sådan lyder noget af teksten til en gammel dansk sang, og jeg er helt enig! Sådan føler jeg det i hvert fald lige nu! Det er nu, jeg suger den skønne luft, alt det grønne og duftene til mig! Der dufter virkelig skønt i vores villakvarter – hvis det ikke er en blomstrende busk, der dufter, er der altid en nabo, som sender skønne dufte ud fra grillen. Røgen ligger ofte tungt i haverne om aftenen, men jeg elsker det – og jeg elsker at grille!

I mange år har jeg stået og overvejet, hvordan jeg kunne lave en eller anden frasætningsplads ved grillen. Og nu har jeg så snedkereret denne plade. Jeg elsker, at den er så let at komme til, og især, at den er blevet så alsidig. Selv om jeg ikke har rindende vand her, står jeg ofte og forbereder det, der skal på grillen. Her har jeg de krydderurter, jeg skal bruge, inden for rækkevidde, og efter maden kan pladen også bruges som en god serveringsplads. En win-win-situation!
Er du i startfasen med opbygning af et udekøkken eller optimering af din grillplads, har jeg tre tips til dig!
- Lav så meget bordplads som muligt, og sørg for at være i nærheden af køkkenet indenfor. Det er vigtigt, at det er let tilgængeligt, og god arbejdsplads kan man ikke få for meget af!
- Hav de krydderurter, du vil bruge i madlavningen, ved hånden. Plant i store potter, så du har krydderurter til hele sæsonen! Rosmarin, salvie og dild er mine foretrukne krydderurter ved grillen.
- Husk at behandle arbejdsfladen. Marinade, olie og sovs giver let pletter, så sørg for at behandle med en olie/lak, der passer til det materiale, du har brugt til arbejdsfladen.

Så selv om jeg ikke har rindende vand (hvilket måske er et kriterium, for at man kan kalde det et køkken…?), er dette min variant af et udekøkken. Nogen gange behøver det ikke at være mere kompliceret end som så!
Skriv et svar