
Mange tror måske, at det hænger der mest til pynt, men det kan jeg garantere for, det ikke gør! Mit elskede lille vandbad hænger her i blommetræet af en vigtig grund. Det er nemlig ikke kun småfuglene, som tager sig et kølende bad her, men det er også blevet et sted for en masse bier og humlebier.
I ved sikkert, at det er vigtigt at have bestøvere i haven. Det vil sige at have sommerfugle. bier og fluer i sin have, som bestøver dine blomster og træer.
For mange er det vel en selvfølge, at bestøvere har en masse blomster i haven, de kan suge nektar fra, men mange glemmer, at de også skal have et sted at drikke. Og her er mit lille fuglebad perfekt.

Jeg lægger nogle sten i kanten, så de kan lande og sidde på en sten og drikke vand uden at drukne. Jeg plejer at lægge nogle farvestrålende blomster i for at lokke dem til mit lille bad. Det er også smart at have det her midt i min køkkenhave. For det er jo her, de skal være for at bestøve mine frugttræer om foråret og drikke nektar fra sommerens snitblomstdyrkning.
Tænk, at noget så smukt også kan give de små bestøvere de bedste forudsætninger for at udføre et livsvigtigt job i min have.


Skriv et svar