Min farmor er fyldt 96, og jeg tager mig temmelig ofte i at tænke på, hvordan hun levede, og hvordan hun havde det, da hun var på min alder. På vej mod sin 34 års fødselsdag. En ting ved jeg, og det er, at farmor altid har elsket blomster. Der var altid nelliker, roser og farvestrålende buketter, når man kom hjem til hende og farfar. Derfor blev jeg så glad, da jeg fik denne fine glasklump af hende. Den er nemlig perfekt til at arrangere blomster med, så jeg kan videreføre hendes sans for blomster!

Jeg har ingen anelse om, hvad den hedder, men ordet glasklump er med garanti ikke det rigtige. Der findes noget, der hedder en fakir, som bruges til det samme, men de er lavet af metal. Måske kan man kalde den en fakir i glas? Er der nogen, der ved det?
I hvert fald er den helt genial! For hvor tit står man ikke der med den forkerte vase? Eller en vase, der er for stor i forhold til buketten? Med den her kan man jo også arrangere blomster i fade og skåle, uden at man behøver at bruge oasis.

Farmor fortalte mig, at de var meget moderne i 40‹erne og 50‹erne, så måske falder du over en på et af sommerens loppemarkeder? Jeg er som sagt virkelig, virkelig glad for at have fået den!

Min mor havde en magen til, gud ved hvor den er blevet af. Ved ikke hvad den hedder, men skriver hvis jeg kommer i tanke om det. 😁