Selvom det absolut ikke er efterår endnu, begynder jeg alligevel at overveje, hvad der skal gøres inden døre i løbet af efteråret. Jeg tænker, at andre ligesom vi har nogle småting, som skal ordnes indenfor. For er det ikke altid sådan, at man kun bliver næsten færdig med et renoveringsprojekt?
For at råde bod på det plejer vi med jævne mellemrum (en gang om året, når sandheden skal frem) at lave en liste med ting, der skal gøres færdige. Jeg elsker nemlig at strege dem punkt for punkt, eftersom de bliver ordnet. Samtidig ser både min mand og jeg, hvad der skal gøres, og det bliver lidt mere synligt, hvad vi begge går og tænker på, og hvad der skal afsluttes.
Det, der er dukket op på listen indtil videre, er:
- Færdigmale elementet i entréen.
- Ordne garderobedørene i entréen, dvs. slibe, male og købe nye håndtag.
- Nye tagrender og nedløbsrør til udestuen.
- Købe ny belysning til udestuen, både inde og ude, og få den installeret.
- Indrette hjørnet nede ved vinduet i entréen, dvs. få billeder op, finde en lænestol, der passer, og en ny lampe.
Jeg samler også alle typer af indkøb på listen, så det bliver mere klart, hvad der er vigtigt at bruge penge på, og så man undgår unødvendige indkøb.
Så hvad med at tage 10 minutter og skrive alt det ned, der skal gøres færdigt? Det er en skøn fornemmelse, når det hele er gjort! Vi er kun lige begyndt – det bliver med garanti en lang liste.
Hav en god dag!