Jeg har ikke nogen nybygget og lækker udestue. Nej, her er det en udestue fra begyndelsen af 90’erne, som jeg ganske langsomt (meget langsomt) ændrer og laver om til vores egen. Plejer, passer og forandrer. Det går langsomt, men et skridt ad gangen. I sommer lavede jeg noget, som jeg havde ventet med i 10 år.
For nogle lyder det måske underligt, men sådan har det altså været. Det er taget mig 10 år, inden jeg bestemte mig og så muligheden i at male loftsbjælkerne. Disse loftsbjælker, som på et tidspunkt i starten af 90’erne blev lakeret med den bedste lak, man kunne få fat i. Jeg kan love, at den ramte plet og virkelig har gjort sit arbejde, hvis man kan sige det på den måde.
I 10 år har jeg også lidt mere opgivet tanken om at male dem, for det har været drømmen. Men skridtet med at tømme hele udestuen og slibe lakken af loftsbjælkerne har føltes enorm. Som et bjerg, ja måske ligefrem som at bestige Mount Everest. Ja, I forstår at det ganske enkelt føles uoverstigeligt!
Men så her til børnenes fødselsdagsfest havde vi en maler som gæst, og jeg spørger ham lidt håbløst, om der ikke findes nogen mirakelfarve, som gør, at jeg ikke behøver at slibe lakken ned? DET GJORDE DER! Kan I forstå, hvor glad man bliver?!
Så jeg satte i gang, vaskede af med malerrens og sleb let med et stykke sandpapir for at jævne ujævnheder ud. Derefter malede jeg med den her farve, som jeg fik anbefalet – en hæftegrunder. Derefter blev det to lag med dækmaling.
Det kostede mig 2 dages arbejde, lidt maling og en pensel. Kan I forstå, hvor meget jeg glæder mig over det her? At jeg endelig har fået det gjort!
